Om papadabei
papadabei er designplakater om hvordan livet som papa aldrig går som planlagt. Der er næsten altid liiige et lille aber dabei. Hæng dem op i din stue og bliv mindet om hvor smukke disse øjeblikke også er.
Som kreativ drømmer man om at finde sin egen stemme. Selvom det har været mit levebrød at være kreativ i omtrent 15 år, er det altid andres historier jeg har fortalt. For mig var det åbenbart to børn, der skulle til for at finde min kammertone. Altså ikke bare to tilfældige børn jeg har mødt, men mine egne børn. To børn der paradoksalt nok også har været årsag til, at jeg aldrig har haft så lidt tid til at bruge den stemme, jeg nu endelig har fundet. To børn der er til konstant inspiration, frustration, kulmination, kreation, eskalation, sensation, repetition. Alle forældre med små børn kender til de modsatrettede følelser, der følger med – ambivalensen og kompromiserne. Jo, I gør! Hvis der er nogen der ikke gør, gider jeg ikke høre om det.
Jeg er stor tilhænger af den moderne faderfigur, der spiller en aktiv og nærværende rolle i sine børns liv på lige fod med moderen. Men de forventninger der følger med, kan til tider få mig til at føle mig som et røvhul når jeg, i kampens hede, drømmer om en svunden tid hvor en kreativ kanon som mig drak whisky i røgfyldte lokaler med andre mænd der heller ikke bekymrede sig om bleskift og uendelige repetitive lege på stuegulvet.
Disse følelser og øjeblikke prøver jeg at fortælle om på den måde jeg bedst kan; i grafikken.
Der kommer løbende nye plakater, men da mit levebrød stadig er at svinge penslen for nogen andre (og jeg samtidig har mine pligter som moderne far) kommer flowet med al sandsynlighed til at være lige så ustabilt som en treårig uden støttehjul.
Hvis i bestiller en plakat og der går lang tid før i får den, forbeholder jeg mig i øvrigt retten til at skyde skylden på mine børn.
PS: Jeg gør mig ingen illusion om at de omtalte følelser ikke også findes hos alle jer mødre, så I må også gerne være med hvis I lover at være søde
